Søndag den 15. november 2020.
Mørk er november. Sådan lyder det i den smukke sang med tekst af Thorkild Bjørnvig på en gammel middelalder melodi.
Mørk er november. Dagene er kortere og køligere, selv her i Californien. Vi skutter os i mørket og kulden, og vi tænder flere lys.
” Året har 16 måneder.” skrev digteren Henrik Nordbrandt både med et glimt i øjet og dog med en november alvor i sindet. Naturligivs har et år i virkeligheden ikke 16 måneder, men Nordbrandt har skrevet et digt, der bærer titlen og det lyder sådan
” Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november,november, november, november.”
I dette korte digt har året faktisk 16 måneder. For november optræder 5 gange. Ved denne gentagelsen får digeteren Nordbrandt meget enkelt og elegant udtalt essensen af denne mørke kolde, regn og stormfulde måned i Danmark og andre Nordlige egne.
Mørk er november. Vi samles idag til gudstjeneste fordi vi tror at lyset altid skinner i mørket og mørket kan ikke få bugt med det.
NOVEMBER BØN
P: Lad os alle bede:
November er tiden for årstidens skiften.
Den kommende vinter og året der ender.
November er tiden vi mindes vor helgener
Vi takker og husker dem vi holdt af.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
P: November er tiden for årstidens skiften.
Taksigelsens dag giver os taknemmelighed.
Når vi byder til bordet med ven og familie
Når vi tæller velsignelserne i vore liv.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
P: November er tiden for årstidens skiften.
Vi siger tak. Vi tænder lys.
Vi søger mod lyset, det stærke og gode.
Vi søger mod dig, Gud, i dagenes mørke.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
Mørk er November, men Du er vort Lys!
Amen.
Evangelium og Prædiken.
Mattæus 25.14-30 Lignelsen om de betroede talenter
Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to, og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
PRÆDIKEN: ”Tanker om Talenter.”
Der var engang en dronning. Ja, sådan begynder alle gode eventyr, og således også evetyret eller historien om Charlotte Amalie. Charlotte Amalie var gift med Christian 5 og var dronning af Danmark 1670 -1699.
Der var engang en dronning ved navn Charlotte Amalie, og hun fik en ganske særlig interesse, efter at hun havde set og oplevet, hvordan hendes dronningeveninder rundt om i Europa samlede på forskellige ting.
En samlede på frimærker. En samlede på mønter og en samlede endda på parykker.
Så fik Charlotte Amalie også trang til at samle på noget, men det skulle være større og finere end det de andre kunne samle, for hun var dog den danske dronning. Hvorfor hun besluttede sig for at samle på godser og slotte, som kun en dronning kan.
Godserne og slottene kunne ganske vist ikke være i et album eller hænges op på vægen til beundring, men til gengæld var de spredt over hele det danske kongerige, og det gjorde hende berømt. Og også meget velhavende. Hun havde talent for at samle på godser og slotte, og hun havde talent for at drive dem. Hun var dygtig og hun var vellidt.
Om droninngen også ligefrem samlede på børn er svært at sige, men det er ganske vist at hun fik 7 af slagsen og hun tog sig enda kærligt at de ekstra 5 børn som kongen fik med hans elskerinde.
Godserne og slottene blev med tiden givet videre til hendes børn, så hun betroede dem hendes samling og håbede at de havde arvet hendes talent for drift og forretning.
”Der var engang en mand
som skulle rejse bort
Og være borte længe.
Og da han skulle rejse,
så gav han sine penge til sine tjenere,
Så han kunne tjene fler
Og tilmed hente renter.
De penge manden havde
blev dengang kaldt talenter......”
Sådan begynder præsten og forfatteren sin genfortælling af dagens lignelse om de Betroede Talenter.Og hvis der er nogen der har talent for ord så var og er det sandelig Johannes Møllehave. På kirkens bibliotek og i præsten private bogsamling fylder Møllehave en del. Mange dejlige bøger fyldt med underfundige tanker, sjove annekdoter, smukke prædikener og fabulerende fantasier.
Johannes Møllehave skrev denne lille bog om lignelsen fra Mattæus evangeliet i 1976 med dejlige illustrationer af den talentfulde Ib Spang Olsen, der med sin streg kunne det samme som Møllehave med sine ord: fortælle og medrive.
Som Møllehave skrev i indledningen, så var en talent på biblens tid en målangivelse for en mængde ædelt metal, det var faktisk en stor formue. Så tjenerne blev betroede formuer, som de skulle forvalte på bedste vis.
I dag taler vi om et talent og ikke en talent. Vi taler om et talent, som en udpræget evne. En talent for at digte og skrive; et talent for at bygge smukke huse; et talent for at sælge; et talent for at synge; et talent for at spille klaver; et talent for at faa planter til at spire og gro; et talent til at drive forretning; et talent til at tale til mennesker om livet, lykken og glæden.
I Johannes Møllehaves fortolking af lignelsen graves talentet-talenten ned af den tjener, som fik mindst betroet. Han gravede det ned, fordi han blev forgiftet af sit misundelige blik på andre. Han så sig selv som underpriviligeret og forurettet, og derfor lod han alt gå i stå for at dykre sin bitterhed mod livet.
”Men han som kun fik een
blev stødt på ærmet
Og han blev ond og vred og smækfornærmet.
Han tænkte: Den er go!
Den ene gav han fem, den anden to.
Jeg fik kun een og ikke mer.
Så jeg skal være Sorte Peer.
Mens de fik meget givet.
Jeg hævner mig på livet.”
Han der kun fik een talent
Blev mavesur og inadavendt
og gravede talenten ned,
Fordi han gik og blev så vred.
”en gav han to, en anden frem
Er det så sært, jeg hader dem ?”
Kender vi ikke denne mavesure følelse af misundelse og fornærmelse? Måske ikke fra os selv, men mon ikke vi har set og følt det fra andre ? I denne giftige sammenlignings perspektive, hvor man sammenligner stort og småt og blot høster misundelse og ærgelse, - i denne tilstand kunne tjeneren fra evangelieet og mennesket i livet slet ikke se, hvor betroet og privilivigeret han dog var med sin ene talent. Dermed lukkede han sig selv ude fra livet og lukkede livet ned. Ja, gravede livet, glæden og muligheden ned i et sort hul.
”Den rige man er dum og led,
jeg graver nu hans penge ned.
Kun een talent! Her ligger den,
den kan jo graves op igen.
For dem er livet godt og nyt,
Men jeg er gal, for jeg blev snydt.
Det går mig gennem marv og ben
At de fik 7 mens jeg fik een!
I mig blev helveds flammer tændt
Fordi jeg kun fik een talent.”
Ja, sådan kan digteren og evangelisten beskrive hvordan det er en straf i sig selv at vende ryggen til livet i bitterhed. En helveds flamme bliver tændt og brænder i en.
” For jeg kan intet nyde helt
Fordi jeg blev så forfordelt.
Jeg går og skuler på min grund
Og alt blir aske i min mund.
Jeg sidder bitter i min stol
Og kigger på den dumme sol
Og tænker hvad er livet værd
For selvom man er millinær
Er det da ikke nogen gevinst,
Når man var den, der dog fik mindst!
Nej føj, for uretfærdighed,
Nu graver jeg talenten ned,
Det giver mig dog en form for fred”
Bitterhed og fornærmethed farver vort verdenssyn og menneskesyn. Bitterhed og fornærmethed lægger sig som en tung november dyne af kulde, mørke og mismod, og det er svært at ryste af sig.
Lignelsen fortæller om hvordan tjenerne en for en bliver kaldt ind til deres herre for at aflægge regnskab. Det er en sandhedens time, en dommens dag og regnskabets time.
Og Herren sagde:
I var mig tro, gå ind til megen glæde!
Så blev det da den trejdies tur
Og det var ham der var så sur,
skriver Møllehave.
”Han sa: jeg fik kun een talent
Det ku du ikke vær bekendt.
de andre gav du to og fem
Så jeg blev gal på dig og dem.
Jeg graved dine penge ned,
Jeg hader uretfærdighed.”
Dommens tale faldt prompte og straffen var hård, når denne tjeners herre talte:
”Med din talent er det fobi,
Giv den til ham der fik de to.
For du fortjener ikke noed
Gå ud hvor der er mørkt og gråd.”
Møllehaves genfortæling slutter da med disse formanende vers:
”Historien om hvor trist det gik
Fortaltes om det liv vi fik
Misundelse og bitterhed
Vil gerne grave livet ned.
Men livet skal du handle med
Og ikke grave ned et sted,
Hvor det går til i mug og fugt
Fordi du aldrig fik det brugt.”
Misundelse og bitterhed er destruktive følelser, der graver livet ned. Ja, ødelægger livets glæde og mulighed. Men livet skal bruges og handles med. Livet skal leves og gives videre. Livet skal vokse i lyset og give udbytte netop fordi det bliver brugt.
Martin Luther sagde ”God gerning gør ikke et gdot menenske, men et godt meneske gør gode gerninger.”
Gode gerninger er troens frugter. Fordi vi tror at noget er blevet os givet. Morgens mulighed, håbets perspetiv og kærlighedens gave. Livet er en gave. Livet er noget man få givet. Fra øjeblik til øjeblik. Livet er ikke noget man tager, men noget der bliver givet , - og som vi ikke må tage for givet.
Lignelsen om de betroede talenter får os måske til at tænke på vort eget liv, vore egne muligheder, vore egne valg og vor egen talenter. Men lignelsen for os også her i november mørket til at at tænke på og være taknemmelig for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle mennesker, der gav os så meget. Gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelighed, kærlige øjne og ømme favntag, og som netop risikerede en hel del ved at tro på os og se vore skjulte talenter.
Talenter er så mange slags. De vigtigsted af dem hvar vi alle sammen fået en hel del af. De er nedlagt i os som muligheder. Så grav dem ikke ned. Men plant dem, dyrk dem og tag vare om dem.
Dyrk dit talent, men dyrk for guds skyld ikke dig selv. Dyrk først af alt dit talent for med-menneskelighed. Lad denne menneskelighed smitte af på andre. Det var netop den vej Jesu gik, som vi sang i salmen:
Herre, du viser os himmelelens vej,
den som os fører til livet.
Målet er himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen ,du himmelens herre,
og giv os mod til at gå den!
DDS 613
For Himmlenes Herre går netop forsoningens vej, som også leder ham ud i mørket hvor der er tænders gnislen og ensomhed og dom. For Vor Herre selv går ud til os i mørket udenfor, når vi er gravet ned i misundelsens og bitterhedens mørke, fordi ethvert menenske som ikke synes det kan bruges til noget, kan dog altid bruges til noget andet!
Vi har forskellige liv, vi har forskellige muligheder, vi har forskellige historier at fortælle og leve.
Der var engang en dronning der samlede på slotte og godser. Der var engang en Herre der samlede på talenter. Livet skal leves og bruges. Livet skal prøves og afprøves. Og når vi fortvivler og når vi mislykkes, og når vi synes at være begravet i mismodets muld, - da mødes vi at Herrens milde blik, der kan se mennesket midt i al det talentsløse, alt det fortvivlede og alt det bitre.
Dagens evangelium fortæller os nok om mørket og ensomheden, men også om at hvert menneske er et dyrebart menenskebarn, som livet altid kalder på.
”Historien om hvor trist det gik
Fortaltes om det liv vi fik
Misundelse og mitterhed
Vil gerne grave livet ned.
Men livet skal du handle med
Og ikke grave ned et ste,
Hvor det går til i mug og fugt
Fordi du aldrig fik det brugt.”
Når livet farves i bitterhedens og misundelsens mørke nuancer, ja så misfarves alt det gode der er belvet givet. Så kan man slet ikke se livets smukke farver og muligheder. Livet skal bruges og forvaltes. Vi skal male dagene i håbets farver. Jeg vil male dagen blå.....rød, gul, rød.
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi' mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.
AMEN.